Moms & afgifter
Repræsentation eller reklame?
Har din virksomhed repræsentationsomkostninger eller omkostninger til reklame? Sådanne forekommer i hvert fald i næsten alle virksomheder. Sondringen er afgørende, da der er forskel på den momsmæssige behandling. Det er derfor altid vigtigt at foretage en konkret vurdering af sine omkostninger til repræsentation, reklame mv. for at sikre det korrekte momsfradrag.
Repræsentation – skal vi spise ude eller hjemme?
Moms af repræsentationsomkostninger kan som udgangspunkt ikke fradrages.
Som en undtagelse hertil kan momsen af restaurationsomkostninger – altså bespisning foretaget ude på en restaurant/café eller lignende – dog fradrages med ¼, men kun såfremt omkostningen hertil er af streng erhvervsmæssig karakter.
Moms af omkostninger til bespisning af forretningsforbindelser kan derimod fradrages fuldt ud, når bespisningen sker i virksomhedens egne lokaler i forbindelse med møder.
Det har med andre ord stor betydning for den momsmæssige fradragsret, om bespisningen af forretningsforbindelserne foretages ”ude i byen” eller hjemme i virksomhedens egne lokaler.
Hvad er repræsentation?
Repræsentationsomkostninger er typisk omkostninger, som afholdes for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser, og de afholdes over for personer, som ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere. Omkostningerne til repræsentation har ofte karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser. Det er ofte omkostninger til måltider, restaurationsbesøg, drikkevarer, gaver, afholdelse af jubilæer, fødselsdage og forretningsindvielser, underholdning og fornøjelser samt deltagelse i fx rejser, udflugter og ferieophold.
Der er kun tale om repræsentationsomkostninger, hvis omkostningen afholdes over for personer, der ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere mv., fx kunder, leverandører, rådgivere mv.
Omkostninger afholdt over for medarbejdere anses for personaleomkostninger og er ofte ligeledes undtaget fra retten til momsfradrag, men også her gælder undtagelser til hovedreglen.
Der er også kun tale om repræsentationsomkostninger, hvis omkostningen afholdes over for bestemte kunder. Hvis ikke det er tilfældet, vil der typisk være tale om reklameomkostninger.
Husk i øvrigt
For at være berettiget til momsfradrag ved restaurationsbesøg skal regningen/fakturaen, udover de almindelige oplysninger, også påføres oplysning om deltagere samt anledningen til restaurationsbesøget.
Reklame
Reklameomkostninger berettiger som udgangspunkt til fuldt momsfradrag.
Hvad er reklameomkostninger?
Omkostninger til reklame afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder og tager sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.
Reklameomkostninger kan fx være reklameartikler, deltagelse i messer, sponsorater (læs mere under afsnittet ”Sponsorbridrag”), annoncer mv., som promoverer en virksomhed og dens produkter.
Særligt ved gaver/reklameartikler anses disse som reklameomkostninger, når virksomhedens navn/logo er påført, og værdien af den enkelte gave ikke overstiger 100 kr. ekskl. moms. Er disse betingelser opfyldt, er der således fuld fradragsret for momsen.
Åbent hus-arrangementer
Ved afholdelse af åbent hus-arrangement i en virksomheds egne lokaler afhænger muligheden for momsfradrag af anledningen, samt hvilken form for bespisning der er tale om.
Jubilæum eller andre forretningsmæssige mærkedage
Skyldes anledningen et forretningsjubilæum eller indvielse af nye lokaler, vil der være ret til momsfradrag, såfremt de øvrige betingelser ligeledes er opfyldt.
Private mærkedage
I det omfang der er tale om markering af private mærkedage, fx indehaverens eller hovedaktionærens fødselsdag eller sølvbryllup, er der tale om en privat omkostning, som ikke berettiger til momsfradrag.
Blandede arrangementer
I det tilfælde hvor arrangementet både har et privat og et erhvervsmæssigt islæt, skal der foretages en vurdering af om, hvad den altoverskyggende anledning til arrangementet er.
Særlige betingelser for momsfradrag
Hvis der er tale om et erhvervsmæssigt arrangement, er det yderligere en betingelse for momsfradrag, at der ikke er tale om en egentlig bespisning, men alene et lettere traktement. Man kan derfor ikke nyde en 3-rettes menu ved et bord, men alene spise pindemadder etc. stående.
Herudover skal der være tale om et egentligt åbent hus-arrangement, hvor der er inviteret bredt og ikke kun indbudt udvalgte forretningsforbindelser.
Når betingelserne er opfyldt, vil der være fuld fradragsret for momsen af omkostninger til mad, drikke, servering, telt mv. Der vil dog ikke være fradragsret for eventuelle omkostninger til underholdning, fx musik, stand-up etc.
Sponsorbidrag
Sponsorbidrag anses som udgangspunkt for en reklameudgift, og er som udgangspunkt momsmæssigt fradragsberettiget. Det er dog en betingelse for momsfradrag, at sponsoratet reelt er momspligtigt.
Hvad hvis sponsoratet indeholder andre ydelser?
I det omfang der er tale om et sponsorat, der udover promovering af sponsorens virksomhed/produkter også indeholder andre ydelser, fx adgang til sponsorlounge evt. med bespisning, fribilletter, rejser til udlandet etc., skal alle de forskellige elementer i sponsoratet specificeres på fakturaen til sponsoren med angivelse af pris for hvert enkelt element.
Det er meget vigtigt, at alle de forskellige elementer i sponsoratet specificeres på fakturaen til sponsoren, idet manglende specifikation helt udelukker retten til momsfradrag, også for evt. reklame i form af promovering af sponsorens virksomhed/produkter.
Det har betydning, hvem der gør brug af de tilhørende ydelser i sponsoratet
Hvis virksomhedens forretningsforbindelser inviteres og dermed får adgang til fx sponsorlounge evt. med bespisning, får fribilletter eller rejser til udlandet, vil der være tale om repræsentationsomkostninger uden ret til momsfradrag.
Er det derimod virksomhedens personale, som tildeles retten til de pågældende ydelser, vil der i stedet være tale om personaleomkostninger, hvor der ligeledes ikke er ret til momsfradrag.
Afsluttende bemærkninger
Den momsmæssige behandling af reklame- og repræsentationsomkostninger er som ovenfor beskrevet ikke altid sort/hvid, og derfor giver den ofte anledning til usikkerhed. Selvom virksomhedens økonomisystem er sat op til at håndtere momsen på de respektive konti i bogholderiet, er det stadig et område, hvor der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte omkostning, og hvorvidt denne berettiger til momsfradrag, og i givet fald om det er fuld eller begrænset.
Det er også vigtigt, at omkostningsbilagene overholder de formelle betingelser. Det skal bl.a. klart fremgå, hvad en virksomhed har købt af varer eller ydelser. Uden dette er det ikke muligt at foretage den konkrete vurdering af, hvilken omkostningstype der er tale.
Kontakt din revisor, hvis du er i tvivl om, hvorvidt din håndtering af sådanne omkostninger er momsmæssigt korrekt håndteret.