Fasttrack-forløb giver forspring
Det nye RGD-Fasttrack-forløb havde premiere midt i oktober 2024. Her mødte 19 forventningsfulde unge ind på det koncentrerede forløb, som er designet til revisortrainees med en videregående uddannelse og relevant joberfaring.
Målet er at minimere den tid, de unge bruger på den normale 2-årige elevuddannelse, så de hurtigere kan komme videre i deres uddannelsesforløb.
Effektivt forløb motiverer de erfarne trainees
Sebastian Thim Kastrup er en af dem, der har tilmeldt sig det nye forløb. Med en baggrund som finansøkonom og erfaring som studentermedhjælper i Nordea Bank og hos en formuerådgiver var Fasttrack det oplagte valg for både Sebastian og hans arbejdsplads, Powered By Silkeborg.
Sebastian fortæller:
”Fasttrack-forløbet er effektivt! Vi får en større mængde viden på kortere tid, men så er vi også godt rustet til at varetage mange forskellige, spændende revisoropgaver.”
For Line Nielsen gav det ordinære elevforløb hellere ikke mening. Med en næsten afsluttet finansbachelor, 2 års erfaring fra en bogholderiafdeling samt 1 år hos Partner Revision – først som praktikant, dernæst som studentermedhjælper og nu som trainee – er hun langt fra ny i faget.
Line udtaler:
”Det er fantastisk, at jeg bliver hurtigere færdig. Jeg vil gerne videre, og det kan kun gå for langsomt!”
Praksisnær undervisning fra dygtige undervisere
På RGD-Fasttrack kan forløbets indhold skræddersyes til det niveau, som traineen befinder sig på. Undervisningen planlægges, så de respektive moduler bliver understøttet af praktiske opgaver, der bliver udført lokalt på kontoret umiddelbart efter de afviklede moduler. Det sikrer, at traineen lærer det nødvendige på kortere tid.
Sebastian fremhæver, at niveauet på uddannelsen er højt:
”Stoffet er skåret ind til benet, men underviserne kommer godt rundt om de forskellige emner.”
Camilla Barrett fra Martinsen Kolding, der har erfaring fra BDO og en finansbachelor, tilføjer:
”Underviserne giver plads til faglige spørgsmål og humor. Der er god variation i undervisningen med både tavleundervisning og gruppeopgaver."
Stærkt netværk for trainees på samme niveau
Camilla sætter pris på det gode læringsmiljø og netværk, de unge skaber undervejs:
”Vi er ikke så mange, og det er hyggeligt. Alle kan snakke med alle, og det er spændende at høre om de andres baggrunde og netværke.”
Sebastian nikker genkendende til denne oplevelse:
”Man møder andre, som er på samme uddannelses- og erfaringsniveau. Det giver hurtigt sammenhold og fællesskab. Det handler ikke kun om at sidde på skolebænken – vi hygger os også sammen.”
Hos RGD er vi glade for, at Fasttrack-forløbet imødegår et behov hos flere af vores medlemsfirmaer.
Det gavner både de mere erfarne elever, deres arbejdsgivere og revisorbranchen som helhed, som kan se frem til motiveret og kompetent arbejdskraft hurtigere.