Skat

Iværksætterpakke - lovforslag

Skatteministeren har fremsat 2 lovforslag, der er en del af de ændringer, som regeringen fremlagde i den såkaldte ”Iværksætterpakke”.

Lovforslag L 28 og L 25

De 2 lovforslag indeholder bl.a. følgende ændringer:

  • Ingen beskatning af udbytte af skattefri porteføljeaktier
  • Permanent forhøjelse af fradraget for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed
  • Ingen straksafskrivning af edb-software, knowhow og patentrettigheder
  • Forhøjelse af loftet for indskud på aktiesparekonto
  • Forhøjelse af progressionsgrænsen for beskatning af aktieindkomst
  • Nedsættelse af lønkravet i ekspertskatteordningen.

 

Ingen beskatning af udbytte af skattefri porteføljeaktier

Ved skattefri porteføljeaktier forstås unoterede aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindre end 10 % af kapitalen i porteføljeselskabet. Udbytte af sådanne aktier er skattepligtigt. 70 % af det modtagne bruttoudbytte medregnes til selskabets skattepligtige indkomst, og den reelle beskatning udgør således 15,4 %.

Det foreslås, at udbytte af skattefri porteføljeaktier skal være skattefrit for udbytte, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere.

 

Permanent forhøjelse af fradraget for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed

Forhøjet fradrag for de særlige udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed har i de senere år været ændret af Folketinget en del gange, idet man har ønsket at give danske virksomheder større incitament til at udføre sådan virksomhed.

Efter gældende regler kan sådanne udgifter fratrækkes med 108 % i såvel 2024 som i 2025.

Folketinget har nu foreslået, at ordningen med forhøjet fradrag gøres permanent, og fradraget skal udgøre 120 % af de afholdte udgifter, men først fra og med indkomståret 2028.

For indkomstårene 2026 og 2027 skal fradraget udgøre henholdsvis 114 % og 116 %.

 

Ingen straksafskrivning af edb-software, knowhow og patentrettigheder

Udgifter til erhvervelse af edb-software kan efter gældende regler afskrives efter saldoprincippet med højst 25 % eller straksafskrives. Muligheden for straksafskrivning af udgifter til edb-software foreslås afskaffet for anskaffelser, der sker 1. januar 2025 eller senere.

Udgifter til erhvervelse af knowhow og patentrettigheder kan efter gældende regler afskrives med 1/7 årligt eller straksafskrives. Muligheden for straksafskrivning af udgifter til knowhow og patentrettigheder foreslås afskaffet for anskaffelser, der sker 1. januar 2025 eller senere.

 

Forhøjelse af loftet for indskud på aktiesparekonto

Det foreslås at forhøje loftet for indskud på aktiesparekontoen til 160.000 kr. (2024-niveau) fra og med kalenderåret 2025.

Det gældende loft for 2024 udgør 135.900 kr.

 

Forhøjelse af progressionsgrænsen for beskatning af aktieindkomst

En årlig aktieindkomst op til 61.000 kr. (2024) beskattes med 27 %. Aktieindkomst over denne progressionsgrænse beskattes med 42 %. For samlevende ægtefæller gælder en samlet progressionsgrænse på 122.000 kr. (2024).

Det foreslås at progressionsgrænsen hæves til 80.000 kr./160.000 kr. (2024-niveau) fra og med indkomståret 2025.

 

Nedsættelse af lønkravet i ekspertskatteordningen

Personer omfattet af ekspertskatteordningen betaler AM-bidrag på 8 % og en skat på 27 % af den resterende del af lønnen.

En række betingelser skal være opfyldt for at opnå denne gunstige beskatning. En af betingelserne er løn af en vis størrelse (minimumsløn) for de personer, der ikke er ansat på et godkendt forskningsprojekt. Kravet til minimumslønnen udgør 75.100 kr. (2024) pr. måned efter fradrag af ATP.

Det foreslås, at kravet til minimumslønnen nedsættes til 60.100 kr. pr. måned (2024-niveau) fra og med indkomståret 2026.