Skat
Arv – lavere boafgift, når søskende arver
Folketinget har vedtaget, at der kun skal betales en boafgift på 15 %, når arv tilfalder søskende.
Arv til søskende – ingen tillægsboafgift
Efter gældende regler skal der betales en samlet boafgift på 36,25 %, når søskende arver. Dog er der en særlig undtagelse, når arvelader var barnløs, og arven udgør en aktiv erhvervsvirksomhed.
Folketinget har vedtaget, at der fra og med 2027 ikke længere skal betales tillægsboafgift af arv, der tilfalder søskende, herunder halvsøskende samt søskende, som er adopteret af mindst en af afdødes forældre. Fritagelsen for tillægsboafgift omfatter ikke pleje- og stedsøskende.
Konsekvensen er, at der kun skal betales 15 % i boafgift af al arv til søskende.
Forhøjelse af den skattefri bundgrænse
Af de værdier, som en afdød efterlader sig, skal der betales en boafgift på 15 % af den del af boets samlede værdi, der overstiger et bundfradrag på 333.100 kr. (2024).
Folketinget har vedtaget at forhøje bundfradraget i 2026 til 360.300 kr. (2024-niveau) og i 2029 til 388.200 kr. (2024-niveau).