Hvorfor beskæftiger vi os med alt dette?

Revisorer spørger om mange ting

Den typiske opfattelse af en revisor er, at denne gennem sin revisionspåtegning fortæller regnskabsbrugerne, at de kan fæste lid til det foreliggende årsregnskab. Hvis dette ikke er tilfældet, vil det blive signaleret i revisionspåtegningen.

Lovgivningsmæssigt er vi som revisorer blevet udnævnt som ”offentlighedens tillidsrepræsentant”, og det er den rolle, vi skal leve op til. 

Rollen indebærer en del forhold, som vi skal se på og derefter rapportere om forskellige steder. Det er forhold, som ikke umiddelbart har med årsregnskabet at gøre – og hvor vi som revisorer kan synes at brede os over meget, hvor relevansen kan være svær at få øje på.

Hvor kommer det fra?

Vi vil gerne indrømme: Det er ikke noget, vi selv har fundet på. Opgaverne pålægges os i lovgivningen i Danmark, i EU og i form af internationale revisionsstandarder, vi som følge af lovgivningen også er tvunget til at følge.

Det betyder, at vi får ubehageligheder, hvis vi ikke gør vores arbejde – eller ikke gør det godt nok. Vi ønsker lige så lidt som vores kunder at få ubehageligheder, og som kunde kan man nikke genkendende til, at andre – eksempelvis pengeinstitutter og advokater – også har en pligt til at gøre noget, det kan være svært at forstå meningen med.

Nogle eksempler

• Det dagsaktuelle må nok siges at være hvidvask. Der er et særligt direktiv i EU om hvidvask, og det er udmøntet  i omfattende regler i Danmark. Vi er som revisorer underlagt hvidvaskreglerne, og det kræver, at vi skal foretage os handlinger i relation til alle vores kunder – og dokumentere disse handlinger.

For størstedelen af vores kunder giver det ikke mening at forholde sig til i relation til hvidvask – men en sådan skillelinje tillader reglerne ikke. Kunder, som vi har kendt gennem generationer, skal legitimere sig. I eksempelvis 
foreninger, andelsboliger eller vandværker skal hele bestyrelsen legitimere sig; vi skal muligvis se kørekort og have kopier.

Vi har endog visse indberetningspligter i relation til SØIK – statsadvokaten for økonomisk international kriminalitet.

• Persondataforordningen har trukket utrolig mange overskrifter i 2018. Her er vi som revisorer også pligtige til at se på forhold hos vores kunder.

• Registrering af selskabernes reelle ejere i Erhvervsstyrelsens registre skal vi også beskæftige os med. Her er vores reaktion, at vi i revisionspåtegningen er forpligtet af lovgivningen til at fortælle, om ledelsen har foretaget registreringen – ellers kan ledelsen nemlig ifalde ansvar.

• Bestyrelsens protokoller og lignende selskabsretlige for hold, der ved overtrædelse af reglerne kan medføre be styrelsesansvar, skal vi også se på. Dette gælder eksempelvis et protokollat om det passerede på generalforsamlingen eller referat af møder i en eventuel bestyrelse.

• Overholdelse af skatte- og afgiftslovgivningen skal vi kontrollere. Dette giver i det mindste lidt mere mening, og vores rapportering skal her ses i to dele: Hvis den manglende overholdelse påvirker årsregnskabet, skal vi fortælle om det i revisionspåtegningen – og vi skal under alle omstændigheder fortælle, hvis ledelsen kan ifalde ansvar.

• Overholdelse af bogføringsloven skal vi påse – og rapportere om, hvis der er problemer. Det kunne være noget så banalt som manglende opbevaring af bilag i virksomheden.

• Hvis selskabet som følge af manglende indtjening taber mere end halvdelen af sin egenkapital, skal ledelsen handle inden for en given frist – og gør den ikke det, skal vi rapportere om et eventuelt ansvar herfor.

• Overtrædelse af selskabslovgivningen i relation til eksempelvis ulovlige ledelseslån eller ulovligt udbetalt udbytte, jævnfør andet steds i FACIT, skal også omtales i revisionspåtegningen.

Alt i alt

Dette er kun nogle eksempler. Noget skal omtales i revisionspåtegningen, noget skal omtales i revisionsprotokollatet eller i anden information til selskabets ledelse – og noget skal anmeldes til SØIK.

I tvivlstilfælde kan vi være nødt til at indhente en juridisk vurdering – men som anført er det lovgiver, der udstyrer os med en reaktionspligt. 

Nøglen er, at vi som offentlighedens tillidsrepræsentant har fået en pligt til at informere, hvis selskabets ledelse risikerer at ifalde ansvar – og vi pålægges således i virkeligheden en del af de kontrolopgaver, der kunne synes mere naturligt udført af det offentlige selv.