Skat
Ligningslovens § 33 A - Østre Landsret skærper praksis
Mange lønmodtagere kender ligningslovens § 33 A. Løn for arbejde udført i udlandet medfører ikke dansk skattebetaling, eller måske skal der betales halv dansk skat. Ved halv dansk skat skal der ikke betales skat i udlandet.
Østre Landsret har afsagt en principiel dom, der betyder, at visse lønmodtagere, selv om de umiddelbart opfylder betingelserne i ligningslovens § 33 A, alligevel ikke kan få lempelse efter denne bestemmelse.
Ligningslovens § 33 A
Personer, der er fuld skattepligtige til Danmark, skal selvangive deres globale indkomst, herunder løn for arbejde udført i udlandet.
For at opnå lempelse efter ligningslovens § 33 A, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Ophold uden for riget (Danmark, Færøerne og Grønland) i mindst 6 måneder
- Under udlandsopholdet må man højst være i Danmark 42 dage inden for enhver 6-måneders periode. Der må under opholdene i Danmark ikke udføres nogen form for arbejde, dog er det tilladt at udføre arbejde, der er absolut nødvendigt og har en direkte sammenhæng med arbejdet i udlandet (praksis er restriktiv).
Østre Landsret har tilføjet en ”tredje betingelse”, der skal være opfyldt, for at lønindkomsten berettiger til lempelse efter ligningslovens § 33 A.
Dom afsagt af Østre Landsret
Østre landsret har den 6. december 2022 afsagt en principiel dom om muligheden for at anvende ligningslovens § 33 A.
Landsretsdommen omhandler en pilot, der havde valgt at bosætte sig i Frankrig. Han var fortsat omfattet af fuld dansk skattepligt og selvangav derfor pilotlønnen i Danmark med anvendelse af ligningslovens § 33 A.
Inden flytningen til Frankrig var han ansat med stationeringssted i København, og dette ansættelsesforhold forblev uændret efter flytningen til Frankrig.
Piloten opfyldte umiddelbart betingelserne (i hvert fald for en del af perioden) for at få lempelse efter ligningslovens § 33 A.
Sagen endte i Østre Landsret. Skatteministeriets påstand var, at piloten ikke var berettiget til at anvende ligningslovens § 33 A, da han selv havde valgt at bosætte sig i Frankrig, og arbejdet for den danske arbejdsgiver reelt ikke relaterede sig til Frankrig. Arbejdsgiveren havde med andre ord ingen interesse i, at piloten opholdt sig / boede i Frankrig.
Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold i, at der skal være en sammenhæng mellem udlandsopholdet og den skattepligtiges arbejde. Østre Landsret fandt derfor ikke, at piloten var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A.
Kommentarer
Der findes flere bindende svar fra Skatterådet, hvor man har accepteret, at ligningslovens § 33 A kan anvendes, når lønmodtageren selv vælger at bosætte sig i udlandet i en periode og udføre sit arbejde fra en hjemmearbejdsplads der.
Dette er med landsrettens dom ikke længere muligt.
Det vides ikke, om dommen bliver indbragt for Højesteret.