Revision & regnskab
Den absolutte sandhed?
Videnskabsmænd, filosoffer, historikere, teologer og mange andre har igennem tiden haft forskellige opfattelser af, hvad man egentlig forstår ved begrebet sandhed.
Kan noget være absolut sandt? Ja, det kan det godt, fx inden for noget så forskelligt som matematikkens og lingvistikkens verden. Eksemplerne er mange. Der er næppe nogen, der vil påstå, at Pythagoras’ læresætning om retvinklede trekanter er usand. En teenager er en person i alderen 13 til 19 år – ikke sandt? Men udelukkende af sproglige grunde, for det siger intet om teenagere.
Om lidt går vi ind i den store regnskabssæson, og når talen går på regnskaber, er det ikke sjældent, at man møder den opfattelse, at et regnskab må formodes at være meget tæt på den absolutte sandhed.
Såvel ledelsen i den virksomhed, regnskabet aflægges for, som revisor ”kvitterer” i henholdsvis ledelsespåtegning og revisionspåtegning for, at regnskabet giver et retvisende billede.
Et retvisende billede udtrykker på ingen måde, at der kun findes ét retvisende billede. Begrebet stammer fra det engelske udtryk ”true and fair view”, der betyder ”et sandt og reelt billede”. Med tanke på, at det retvisende billede er et subjektivt begreb, afhænger vurderingen af, hvorvidt et regnskab er retvisende, af den enkelte regnskabsaflægger og -bruger.
Når man læser et regnskab, er det vigtigt at huske, at den begrebsramme (typisk årsregnskabsloven), som regnskabet er aflagt efter, indeholder visse valgmuligheder. Der findes forskellige alternativer for indregning og måling (værdiansættelse), og noteoplysninger kan være kortfattede eller detaljerede. Regnskabslæser får information om valg af regnskabspraksis mv. i årsrapporten, men i sidste ende baseres værdien af regnskabet på tilliden til, at ledelsen efterlever kravet om, at det skal være retvisende.
Det er ledelsens ansvar, at regnskabet er retvisende. Revisor er på baggrund af revisionshandlinger garant for, at regnskabet med stor sandsynlighed er retvisende. Hvis det ikke er tilfældet, skal det tydeligt fremgå af revisionspåtegningen.
Et velment råd til ledelserne, som står over for opgaven med at aflægge regnskab for 2022: Regnskabet skal være en reel gengivelse af virksomhedens aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat. Ikke udelukkende formelt en rigtig gengivelse. Derfor skal fokus være på regnskabsbrugernes behov for retvisende information. Alle detailkrav til regnskabet skal naturligvis efterleves, men kravet om et retvisende billede rangerer højere end de forskellige detailbestemmelser.
Og husk – det absolut sande regnskab findes ikke!