Opfyldelse af aftaler i en tid med COVID-19-restriktioner

Da COVID-19 i slutningen af 2019 og i starten af 2020 bredte sig først i Kina og senere til resten af verden, gav det ikke kun store sundhedsmæssige udfordringer. De mange lokale restriktioner og nedlukninger gav også udfordringer for virksomhederne. 

Virksomhederne stod fra den ene dag til den anden i en situation, hvor opfyldelse af kommercielle aftaler på en helt uforudsigelig måde var besværliggjort og til tider umuliggjort af myndighedsrestriktioner. 

Siden har vi haft en situation med skiftende myndighedsrestriktioner for at begrænse udbredelsen af COVID-19. Det er et forhold, som virksomheder bør forholde sig til og imødegå i forbindelse med indgåelse af nye aftaler for at undgå at ifalde et ansvar for manglende eller forsinket opfyldelse af en aftale, som skyldes nye eller ændrede myndighedsrestriktioner. 

COVID-19 som ansvarsfritagende force majeure-begivenhed

Som udgangspunkt er en virksomhed altid forpligtet til at opfylde en indgået aftale. En manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen vil derfor generelt medføre, at den misligholdende aftalepart ifalder et ansvar. 

Dette udgangspunkt gælder også i tilfælde, hvor der er udbrudt en verdensomspændende pandemi, som medfører omfattende myndighedsrestriktioner, herunder rejserestriktioner og lokale nedlukninger.     

Efter dansk ret gælder det dog, at ekstraordinære (force majeure-) begivenheder kan medføre, at en aftalepart er ansvarsfri på trods af manglende eller forsinket opfyldelse af en aftale, hvis følgende tre betingelser er opfyldt: 

1. Den manglende eller forsinkede opfyldelse af aftalen skyldes en uundgåelig begivenhed uden for den misligholdende parts kontrol.
2. Begivenheden og følgerne deraf skal have været uforudsigelige på tidspunktet for aftalens indgåelse. 
3. Begivenheden skal reelt umuliggøre opfyldelsen af aftalen midlertidigt eller permanent. 

Dette gælder, medmindre parterne aftalemæssigt har begrænset eller fraskrevet sig retten til at påberåbe sig force majeure som ansvarsfritagende begivenhed.

For så vidt angår aftaler, som er indgået før udbruddet af COVID-19, er udbruddet og de deraf følgende restriktioner en uundgåelig og uforudsigelig begivenhed uden for aftaleparternes kontrol. Der er således tale om en helt ekstraordinær begivenhed, som en aftalepart ikke med rimelighed kan forventes at have forudset. 

Det er derefter afgørende, om de indførte restriktioner konkret har gjort det umuligt at opfylde aftalen. Det kunne fx være tilfældet, hvis der er indført et udgangsforbud, som omfatter et geografisk område, hvor fysisk tilstedeværelse er nødvendig for at opfylde aftalen korrekt og rettidigt.

Det er ikke tilstrækkeligt, at restriktionerne har besværliggjort eller fordyret korrekt og rettidig opfyldelse af aftalen. I disse situationer er aftaleparten generelt fortsat forpligtet til at opfylde aftalen på trods af restriktionerne. Hvis en komponent eksempelvis ikke kan leveres fra Kina som følge af restriktioner, men indkøbes til en betydeligt højere pris fra Italien, vil virksomheden således være henvist til at købe den dyre komponent fra Italien for at opfylde aftalen.  

Det skal også bemærkes, at ansvarsfriheden kun består, så længe restriktioner hindrer opfyldelse af aftalen. Når restriktionerne bortfalder, skal aftalen generelt opfyldes, medmindre parterne har aftalt andet.  

I mange aftaler, herunder særligt internationale aftaler, er der dog aftalt hardship-klausuler, som medfører en lavere tærskel for, hvornår en leverandør kan frigøres fra at opfylde en aftale.

Ved hardship-klausuler forstås ofte aftalebestemmelser, der har til formål at give aftaleparterne ret til at kræve genforhandling af aftalen, hvis korrekt eller rettidig opfyldelse af aftalen vil være urimelig byrdefuld for den pågældende aftalepart. 

På samme måde som ved force majeure stilles der dog normalt også ved hardship-klausuler krav om, at opfyldelsen af aftalen skal være blevet urimelig byrdefuld som følge af uundgåelige og uforudsigelige begivenheder. 

Aftaler indgået efter udbruddet af COVID-19

Efter at udbruddet af COVID-19 er blevet et kendt faktum, kan COVID-19 og myndighedsrestriktioner som følge deraf generelt ikke længere karakteriseres som en upåregnelig begivenhed. En aftalepart må således påregne, at der er en risiko for, at myndigheder verden over vil indføre nye restriktioner for at begrænse udbredelsen af COVID-19 og løbende vil ændre disse restriktioner. 

For nye aftaler, der er indgået efter udbruddet af COVID-19, kan en aftalepart derfor som udgangspunkt ikke længere påregne at kunne påberåbe sig ansvarsfrihed som følge af force majeure eller sædvanlige hardship-klausuler, hvis korrekt eller rettidig opfyldelse af aftalen bliver umulig eller urimelig byrdefuld som følge af COVID-19-restriktioner. 

Ved indgåelse af nye aftaler bør aftaleparter som følge deraf forholde sig til, hvad der konkret skal ske, hvis der indføres nye eller ændrede myndighedsrestriktioner som følge af COVID-19, der gør korrekt eller rettidig opfyldelse af aftalen umulig eller urimelig byrdefuld for en aftalepart. 

Parterne kan for eksempel aftale, at en aftalepart, der skal levere en vare eller tjenesteydelse, ansvarsfrit kan udskyde leveringstidspunktet, hvis rettidig opfyldelse af aftalen bliver umulig eller urimelig byrdefuld for aftaleparten som følge af nye eller ændrede myndighedsrestriktioner til hindring af udbredelsen af COVID-19. Parterne bør i det tilfælde bl.a. også forholde sig til, hvor lang en udskydelse af leveringstidspunktet, der kan accepteres, før parterne skal have ret til at ophæve aftalen eller kræve genforhandling deraf.

Der er således god grund til at gennemgå bestående aftaler og at have opmærksomhed på vilkårene ved indgåelse af nye aftaler.