Rådgivning
Status på den nye ferielov
Nu nærmer tiden sig for udløb af overgangsperioden, den såkaldte indefrysningsperiode, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020. Den nye ferielovs samtidighedsferie skal så stå sin prøve fra den 1. september 2020.
I dette forår og den forestående sommer vil mange funktionæransatte “kun” have optjent lidt over 3 ugers ferie, svarende til ca. 16 feriedage. Det skyldes, at den optjente ferie til afholdelse fra 1. maj frem til 31. august baserer sig på en kortere optjeningsperiode fra 1. januar 2019 til 31. august 2019.
Hvis de 16 dage ikke rækker, er der naturligvis mulighed for at trække på en ”6. ferieuge” eller feriefridage, hvis dette er en del af lønaftalerne eller overenskomsterne. Disse feriedage er nemlig ikke påvirket af de ændrede regler og optjenes og afholdes derfor i henhold til de indgåede aftaler.
Samtidighedsferien
Når samtidighedsferien træder i kraft fra 1. september 2020, vil det i det store og hele betyde, at man optjener og afholder ferie inden for samme ferieår. Optjeningsperioden vil ændre sig fra kalenderåret til forskudt periode første gang fra 1. september 2020 til 31. august 2021, og den optjente ferie kan afholdes fra 1. september 2020 og frem til 31. december 2021.
Samtidighedsferien giver derfor mulighed for at afholde ferie allerede måneden efter, at feriedagene er optjent. Der kan for eksempel afholdes 2 feriedage i oktober 2020 på baggrund af optjeningen for september 2020. Det er også muligt at afholde ferie forud for optjeningen, men dette skal aftales særskilt med arbejdsgiveren.
Samtidighedsferie er en fordel for blandt andet unge mennesker, når de får deres debut på arbejdsmarkedet med fuldtidsansættelse. De får med de nye regler mulighed for at afholde ferie løbende og skal ikke vente op til knap 1,5 år, før de kan afholde optjent ferie, som det var tilfældet med den gamle ferielov.
Feriepenge i overgangsperioden (indefrysningsperioden)
Feriepenge, som er optjent i overgangsperioden, skal indefryses og indberettes til Feriefonden senest den 31. december 2020. Ofte sker indberetningen dog løbende via lønsystemet.
Virksomheden kan vælge mellem at indbetale feriepengene til fonden eller at beholde dem og selv administrere dem i virksomheden, indtil de forfalder til betaling ved lønmodtagerens pensionering. Hvis virksomheden selv vælger at beholde og administrere feriepengene, skal de indeksreguleres hvert år.
Med den nuværende coronakrise, som sætter sine dybe spor i mange virksomheders aktiviteter og likviditet, kan dette være et incitament til at beholde feriepengene og selv administrere dem for dermed at bevare likviditeten i virksomheden.
Fratrådte medarbejdere i overgangsperioden
Fratræder en medarbejder til anden beskæftigelse i overgangsperioden, skal feriepengene indberettes til Feriefonden for den del af perioden, der relaterer sig til overgangsperioden. Virksomheden skal så tilkendegive, hvorvidt den ønsker at beholde feriepengene og selv administrere dem, idet de ellers skal afregnes til Feriefonden.
Feriepenge optjent inden overgangsperioden skal indberettes og afregnes på vanlig vis.
Har du brug for hjælp til håndtering af feriemidlerne, så kontakt din revisor, som altid står klar med råd og assistance.