Moms & afgifter
Moms ved salgsfremmende ordninger
Redaktionsslutdato: 25. april 2019
Skattestyrelsen har gennem de seneste år haft fokus på den momsmæssige behandling af salgsfremmende tiltag i form af levering af ”gratis” varer og tjenesteydelser – også kaldet tilgift. Et nyt styresignal præciserer nu reglerne.
Mange virksomheder annoncerer med, at der ved køb af deres varer eller tjenesteydelser samtidig kan fås forskellige andre varer eller tjenesteydelser gratis. Det kan fx være en gratis dessert ved køb af en hovedret, en gratis middag på sin fødselsdag, gratis kaffe mellem kl. 7-9 om morgenen eller en gratis bilvask, kaffe og sodavand efter et vist antal køb. Andre virksomheder, fx tøjforretninger og kosmetikforretninger, har diverse medlemsordninger, hvor der ved køb i forretningen optjenes point, der kan anvendes ved fremtidige køb af varer i samme forretning.
Som udgangspunkt er der ikke momsfradrag på indkøb af varer og ydelser, som gives bort i form af ”gratis” varer og tjenesteydelser (såkaldt tilgift). Virksomheder, som allerede har taget momsfradrag på indkøbs-/fremstillingstidspunktet, og som efterfølgende anvender det indkøbte til en sådan gratis leverance, skal i stedet betale udtagningsmoms af varens indkøbs-/fremstillingspris. Skattestyrelsen har derfor opkrævet udtagningsmoms, når en virksomhed i salgsøjemed leverer varer eller tjenesteydelser til sine kunder uden konkret betaling, både ved anvendelse af point og ved samtidigt køb af forskellige andre varer eller tjenesteydelser.
Det præciseres nu i et styresignal, at der er så stor en tilknytning mellem betalingen for fx 9 kopper og leveringen af den 10. kop kaffe, at den 10. kop ikke kan anses for ”gratis”. Der skal derfor ikke betales udtagningsmoms for værdien af den 10. kop. Herudover præciseres det, at de udløsende køb kan bestå af forskellige varer, så længe den ”gratis” vare indgår som en naturlig del af virksomhedens sortiment. Løbende køb af 9 sodavand, kopper kaffe eller slikposer kan således fx godt udløse en gratis chokoladebar, så længe alle varer indgår som en naturlig del af viksomhedens sortiment. Herudover er det en forudsætning for, at der ikke skal betales udtagningsmoms, at der i forbindelse med udleveringen af den ”gratis” vare forevises dokumentation for de udløsende køb, fx i form af et udfyldt rabatkort.
For så vidt angår øvrige salgsfremmende ordninger, bør der fortsat udvises stor påpasselighed i relation til moms. Måden, hvorpå virksomheden annoncerer over for kunden, kan have afgørende betydning, ligesom det ikke er ligegyldigt, om der tilbydes ”gratis” varer eller tjenesteydelser.